Videoformater
Video er gennem tiden blevet lagret på mange forskellige formater.
For de teknisk interesserede er her en kort introduktion til de mere gængse formater:
Hjemmevideo
Betamax
Betamax blev udviklet af Sony i midten af halvfjerdserne. På trods af overlegen teknologi – flere linier og dermed skarpere billede, tabte Sony dog kampen til det konkurrerende VHS-system fra Japanske Matsushita (JVC, Panasonic m.fl.) op gennem firserne.
Op gennem firserne videreudviklede Sony Betamax med et bedre lydsystem (HiFi) og et bedre billedsystem (Super Beta). Betamax var det første system der producerede et sammenbygget kamera og videomaskine (såkaldt camcorder) til hjemmebrug.
VHS /S-VHS
Kort efter Sony lancerede Betamax udviklede den amerikanske teknologikoncern Matsushita (JVC, Panasonic m.fl.) VHS-systemet. VHS havde to trumfkort i kampen mod Betamax: Dels havde systemet længere spilletid, og dels lavede Matsushita aftaler med de store filmselskaber, så det blev muligt at leje spillefilm i videokiosker.
I firserne lancerede Matsushita videreudviklingen “Super VHS” – S-VHS – der rent teknisk betød at man adskilte farvesignalet fra det sort/hvide signal, og dermed kunne opnå skarpere billeder uden farver der flød ud i kanterne af motivet.
Video8 / Hi8 / Digital8
I firserne lancerede Sony et nyt format som afløser for Betamax til hjemmevideo-entusiaster. Video8 var alle tidligere systemer teknologisk overlegent, og havde blandt andet frekvensmoduleret lyd i en hidtil uhørt kvalitet.
Systemet var baseret på en meget lille kassette – ikke meget større end et kassettebånd, hvilket gjorde det ideelt til transportabel brug. Samtidigt lancerede Sony LANC fjernstyringsprotokollen, der gjorde at man kunne forbinde et kamera med en stationær video, og via et lille klippebord redigere sine optagelser. Hi8 var en videreudvikling af Video8, der ligesom S-VHS adskilte farve og sort/hvid for at opnå højere kvalitet. Senere lancerede Sony en digital version af systemet, kaldet Digital8.
Video 2000
Da japanerne begyndte at åbne markedet for hjemmevideo i halvfjerdserne, ville de store europæiske elektronik-koncerner også være med. Phillips og Grundig udviklede derfor Video 2000, som blev lanceret i 1979. Systemet var teknologisk på højde med Betamax og havde længere spilletid end VHS – og så kunne man vende båndet og opnå dobbelt spilletid – i teorien altså et system der burde kunne slå de eksisterende.
Video 2000 blev i første omgang kun produceret til det europæiske marked (PAL-systemet) og nåede aldrig at få den store udbredelse på verdensplan. Måske pga. det mindre marked, lykkedes det f.eks. aldrig i stor grad at få overbevist filmselskaberne om, at de også skulle udgive deres film på dette format, hvorfor man ikke kunne leje film til systemet i Videokiosken.
Kuriositeter fra hjemmevideoens tidsalder
Formatkrigen
Som det fremgår af ovenstående, var der en indædt kamp mellem producenterne af hjemmevideomaskiner, fra midt halvfjerdserne og helt op til analog video blev erstattet af digital video, og muligheden for at optage video på mobiltelefoner gjorde, at markedet for hjemmevideomaskiner uddøde.
Der har floreret mange rygter og myter om hvad der afgjorde formatkrigen, og den er blevet et studie i sig selv, som i dag bruges som et skoleeksempel på mange handelsskoler.
Du kan læse en uddybende artikel (på engelsk) om formatkrigen her.
Du kan se en uddybende video (på engelsk) om hvorfor Betamax tabte krigen her.
Betamax-dommen
En anden kuriositet fra tiden med hjemmevideo, er hvordan det ændrede markedet for distribution af ophavsretsbeskyttede værker – typisk film. Det blev pludseligt muligt for private at opbygge deres egen samling af film optaget fra fjernsynet, og endda at dele disse kopier med venner og bekendte.
Dette betød at filmselskaberne begyndte at frygte, at folk ville gå mindre i biograffen, og TV-selskaberne frygtede, at markedet for TV-reklamer ville forsvinde, når folk nu kunne spole forbi reklamerne.
De store filmselskaber – med Universal Studios i spidsen – forsøgte faktisk at få det gjort forbudt, at sælge videomaskiner til privat brug. Dette blev til den nu legendariske “Betamax-dom”, der siden har dannet præcedens for hvad man som privatperson må og ikke må, når det handler om at optage og forbruge ophavsretsbeskyttede værker til privat brug.
Du kan læse en uddybende artikel (på engelsk) om Betamax-dommen her.
Professionelle analoge videoformater
Ampex - en-tomme spolebånd, type A, B og C
Ampex lancerede i 1965 2″A, som blev det første standardiserede videoformat til TV brug. Når man blandt TV-folk hører udtrykket “Ampex kører”, hentyder det til de første tider med videooptagelse, hvor “Ampex kører” var signal til at nu var man i optagelse.
2″ type B blev udviklet af tyske Bosch og havde den fordel fremfor type A, at man kunne klippe i optagelserne. Desuden blev der produceret transportable maskiner, så man nu kunne optage video i høj kvalitet udenfor studierne.
1″ type C blev udviklet af Sony og Ampex i fællesskab, og blev introduceret i 1976. 1″C blev hurtigt den førende industristandard pga. uovertruffen lyd- og billedkvalitet, mulighed for at klippe i videoen og mulighed for at lave slow-motion via “dynamic tracking”.
Det meget bredde videobånd (1 tomme = 2.5 cm) og den store videotromle, gjorde det muligt at optage et videosignal i meget høj kvalitet på disse maskiner og 1″C blev brugt af TV-stationer og produktionshuse langt op i halvfemserne, indtil digital video endegyldigt overtog markedet fra analoge videomaskiner til professionel brug i 0’erne.
U-Matic
Dette format blev lanceret i 1969 af Sony, og var det første transportable videoformat i professionel kvalitet. I 80’erne blev der lanceret en opgraderet version af U-matic, kaldet “High Band”, lidt senere kom “SP”. SP stod for “Superior Quality” og blev hurtigt det foretrukne format til nyhedsproduktion – kendt som “ENG”, der stod for Electronic News Gathering / Elektronisk Nyhedsindsamling – da man nu kunne optage i forholdsvis høj kvalitet med en transportabel båndoptager, som kun vejede omkring 10kg(!).
U-matic formatet vil mange også kende fra skoler og undervisningsinstitutioner i 70’erne 80’erne, hvor det også var meget udbredt.
Betacam SP
Betacam er en professionel version af Betamax-formatet, som var et populært hjemmevideo format i starten af firserne (se herover). Disse to formater skal dog ikke forveksles og er ikke kompatible.
Betacam gjorde det muligt at sammenbygge kamera og videobåndoptager, så man ikke skulle ha’ en transportabel videobåndoptager med på optagelse.
Betacam systemets anden generation fik tilføjelsen “SP” (Superior Quality) og blev den foretrukne standard indenfor broadcastverdenen fra slutfirserne og op gennem 90’erne.
MII
MII-systemet var Panasonic’s forsøg på at tage konkurrencen op med Sony’s Betacam SP.
Systemet indspillede på VHS-kasetter men var ligesom Betacam ikke kompatibelt med konsumformatet VHS.
Systemet slog aldrig rigtigt an som standard i broadcastverdenen, men var teknisk fuldt på højde med Betacam SP.
Digitale formater
DV
I 90’erne begyndte man at lagre video som et digitalt signal på videobånd. Sony’s format DV (Digital Video) blev lanceret som et konsumerformat til hjemmebrug, og havde en professionel pendant; DV CAM. DV Cam var kompatibelt med DV, og kunne afspille DV bånd.
DV var så godt et format og de små hjemmevideokameraer var blevet så gode, at formatet blev brugt som optageformat i mange professionelle sammenhænge.
Lars Von Trier var en af de første filminstruktører, der begyndte at bruge formatet til spillefilm. F.eks. er Dancer in the dark optaget på DV.
DVCPRO
I 1995 videreudviklede Panasonic DV formatet til DVCPRO og introducerede det som en ny standard for nyhedsproduktion.
DVCPRO blev videreudviklet til DVCPRO 50, DVCPRO P og DVCPRO HD. DVCPRO formaterne opnåede en vis succes som optageformater, men de mange formater gjorde det svært at udveksle optagelser imellem produktionsselskaber.
Digital Betacam
Digital Betacam kom på markedet i 1993 og afløste Betacam SP som industri standard hos store broadcastere og produktionsselskaber.
I daglig tale omtales Digital Betacam som “Digibeta”.
Betacam SX
Betacam SX blev introduceret i 1996 og er delvis kompatibel med Betacam SP (kan afspille SP optagelser).
Formatet havde desuden den fordel at det var billigere en Digibeta. Betacam SX blev dog aldrig andet end et mellemformat og en parentes i historien – det var stadigt dyrere end Betacam SP som de fleste produktionshuse havde, og skulle man endeligt opgradere, valgte de fleste at opgradere til Digibeta, for at få den fulde udnyttelse af et digitalt format.
MPEG IMX
Dette format, der også bygger på betakasseten, kom i 2001 og betød endnu et løft af kvaliteten, takket være nye kompressionteknologier. IMX maskiner var desuden bagudkompatible med Betacam SX.
De nyeste IMX båndmaskiner kan afspille Betacam, Betacam SP, Betacam SX og MPEG IMX.
